Bispeembedet
	Biskopper over Sjælland

Friederich C. Münter (biskop 1808-1830) stod bag oprettelsen af pastoralseminariet i 1809 og bag oprettelsen af Sjællands stiftsbibliotek i 1812. I 1822 indførtes på Sjælland en Stiftsbiblioteksskat. Stiftsbiblioteket i Roskilde stod til rådighed for alle gejstlige i stiftet.

Mere om Friedrich Münter fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Biskop, Kirkehistoriker og Arkæolog, blev født 14. Okt. 1761 i Gotha, hvor hans Fader, Balthasar M.da var Waisenhusprædikant og Hofdiaconus. 4 Aar gammel fulgte han med Faderen til Kjøbenhavn, og der blev han undervist af dygtige Privatlærere. Han røbede tidlig en umættelig Læselyst, men viste i Begyndelsen større Interesse for Mathematik og Naturhistorie end for de Videnskaber, til hvilke han siden skulde yde saa betydelige Bidrag. Det var den ældre Niebuhr, der under Besøg i hans Hjem vakte hans Sans for Arkæologien; ved Kobberstikkeren Preisler fik han Øjet opladt for Kunstens Herlighed, og af ham modtog han en Vejledning til at radere, der senere kom ham til Nytte under hans arkæologiske Studier. Den gamle M. fulgte sin Søns Undervisning med stor Opmærksomhed og vaagede over, at Tiden blev forstandig inddelt og godt udnyttet (Danske Saml. III, 351 ff.). For tidlig at forberede Sønnen til Præstegjerningen lod han i Præstegaarden indrette en Prædikestol, paa hvilken F. M. allerede som 11 Aars Dreng øvede sig, og ogsaa paa anden Maade blev denne fra sin Barndom uddannet i Talekunsten. I den Dagbog, F. M., efter Tidens Skik, førte med stor Nøjagtighed, skriver han saaledes 1776: «Meine ConfirmationI Præstegaarden ved St. Petri Kirke færdedes den Gang mange fremragende Mænd; der kom Bernstorfferne, Schimmelmannerne, Brødrene Stolberg, Cramer, Niebuhr, Klopstock, Gerstenberg og de andre Medlemmer af det «tyske Aristokrati», som dannede en sluttet Kreds i den danske Hovedstad. Af danske mindedes M. i senere Aar især med Tak Tyge Rothe, der fik Interesse for den opvakte Dreng og lærte ham, at man «kan sidde i Studerekabinettet saa fri, lyksalig og ædel som nogen dødelig». 1778 dimitterede Balthasar M. selv sin Søn til Universitetet, og den 17aarige Yngling bestod alle Prøverne med Glans. Det tilfaldt ham og den senere Historiker Fr. Sneedorff som Aarets 2 flinkeste Studenter at være de nybagte Athenesønners Ordførere ved Immatrikulationen.

Allerede før Dimissionen var F. M. bleven indført baade paa Bibliotheket og Universitetet. Han havde hørt Holms og Balles Forelæsninger, og den sidste faar Æren for at have vakt hans Interesse for Kirkens Historie. Men den læselystne Yngling drømte ogsaa om at blive Digter. Han prøvede sine metriske Anlæg ved at give rhytmiske Oversættelser af de poetiske Steder i Mosebøgerne og ved Gjengivelser af de græske Lyrikeres Vers, og han brændte af Begjærlighed efter at gjøre Bekjendtskab med den danske Digter, der særlig maatte tiltale et ungt Menneske med hans aandelige Forudsætninger. 14. Febr. 1778 fortæller han i Dagbogen, at han har været i Hoftheatret og set «Balders Død», og snart efter førte en Ven ham til Forfatteren. «Vi bleve gode Venner», hedder det i Dagbogen efter Besøget hos Ewald. I de følgende Aar kom M. ofte hos den syge Digter, og han var tilstede under hans sidste Strid.

Balthasar M., der selv i sine Fritimer digtede «aandelige Sange», var en Stræng Kritiker over for Sønnens poetiske Forsøg, men det lykkedes ham ikke at faa denne til at slaa Digternykkerne af Hovedet. F. M. skrev Oder til Havet og Stjærnerne, og han oversatte «Balders Død» paa Tysk. I Fr. L. Stolberg havde han fundet en ligestemt Sjæl, der ogsaa haabede at vinde en Plads paa Parnasset, og mange Timer bleve ofrede til Drøm og Digtning. Men over alt dette blev Examenslæsningen ingenlunde glemt. 1780 underkastede han sig den filologiske, 1781 den theologiske Prøve, begge med et smukt Resultat, og derpaa tænkte hans Fader paa at sende ham udenlands, for at han under fremmede Lærere kunde fortsætte og fuldende sin Uddannelse. Som Student havde han gjort mindre Rejser til Roskilde, Fyn og Laaland. De havde nærmest næret hans arkæologiske Interesse; nu skulde han ud i den store Verden for at lære de Mænd at kjende, der havde de berømte Navne i Videnskabens Republik.

Rejsens egentlige Maal var Gøttingen; men før han der lukkede sig inde med Bøgerne, maatte han stille sin Længsel efter at se de berømte Mennesker. Foruden med gamle Venner som Fr. L. Stolberg, Gerstenberg og Klopstock traf han sammen med Matthias Claudius, «Abt» Jerusalem og den herrnhutiske Biskop Spangenberg; ved Musehoffet i Weimar saa han Wieland og Herder, og i det lille Havehus ved Ilm drøftede han æsthetiske og theologiske Problemer med Goethe.

Fra Weimar kom han endelig til Gøttingen. Det ærværdige Georgia Augusta stod endnu i dets fulde Blomstring. M. følte sig strax tiltalt af C. W. F. Walch, dette Bjærg af kirkehistorisk Lærdom; men den store J. D. Michaelis’ meget omtalte auri sacra fames stødte ogsaa ham bort. Det var dog især Filologen Heyne, «Læreren over alle Lærere», der i den første Tid vandt hans udelte Beundring. Under Heynes Vejledning fordybede han sig i den klassiske Oldtids Skatte, og af Gatterer blev han indviet i Palæografiens og Diplomatikkens Begyndelsesgrunde. Senere lærte han L. T. Spittler at kjende, og han blev M.s Ideal som Kirkehistoriker. Spittlers aandfulde Foredrag, hans klare Lessingstil med de fine Antydninger, som af og til afløses af ret djærve Domme, gjorde et uudsletteligt Indtryk paa den vordende Kirkehistoriker; det er Spittlers Stil, der er Forbilledet for M., hvor han har faaet Tid til at tænke paa Stilen og veje Udtrykkene. Spittler gav ham det forstandige Raad at vælge sig en bestemt Periode som det egentlige Omraade for sin Granskning. M., der tidlig var bleven optaget i Frimurerlogen, sværmede, som mange fremragende Mænd i den Tid, for det hemmelige Broderskab, der vilde opbygge Humanitetens Tempel. Paavirkningen fra Logen kom frem i Valget af de Æmner, der først fængslede ham: de ægyptiske Hieroglyfer, Pythagoræismen, Mysterierne og Gnostikerne. Heyne søgte imidlertid at overbevise ham om, at der ikke vilde komme noget ud af at sysle med Mysterierne, og en anden af hans gøttingske Lærere mistvivlede om, at det nogen Sinde vilde lykkes at raade de ægyptiske Runer. Det forekom M. selv, at hele den kristelige Oldtids Historie ved Mosheims og Walchs Arbejder var stillet i et saa klart Lys, at her ikke var mere at gjøre, medens Middelalderen, over hvilken Romantikkens Sol endnu ikke var opgaaet, laa hen i et tæt Mørke, som trængte til at spredes. Han valgte derfor Middelalderen, særlig Kampen mellem Stat og Kirke, til sit Forskningsomraade, og som en Førstegrøde af sine kirkehistoriske Studier udgav han (1784) en Afhandling «Om Hierarkiets Fremgang under Innocents III».

Poesien blev dog ikke lagt paa Hylden i Gøttingen. Den første, M. besøgte der, var Satirikeren Kästner; senere lærte han Bürger at kjende, og i den første Ferie, paa Vejen til sin Slægt i Gotha, gjorde han en Afstikker til Weimar, hvor Herder udviklede sine Tanker om den hebraiske Poesi for ham og opmuntrede ham til Fuldførelsen af den (tyske) metriske Oversættelse af Johannes’ Aabenbaring, der udkom samtidig med Afhandlingen om Hierarkiet. Smaadigte sendte han til «Deutsches Museum» og «Musenalmanach», og i Erfurt lod han (1782) trykke «Zwei Maurerhymnen».

I Gøttingen saa han ogsaa en Landsmand: Georg Zoëga, der opholdt sig der 14 Dage i Foraaret 1782, og Mødet med ham fik afgjørende Betydning for M. ved paa ny at vække hans arkæologiske Interesse. De 2 unge danske studerede i Fællesskab Kopier af etruriske Vaser og aftalte at mødes i Italien. Kort efter kom Balthasar M. og hans Hustru til Gøttingen, og med dem fulgte Sønnen til Slægten i Gotha og til forskjellige større Byer i Mellem- og Nordtyskland. I Berlin lærte han Nicolai, Spalding og Moses Mendelssohn at kjende; i Dresden gjorde han Studier i Antiksamlingen og Møntkabinettet.

Han kom hjem i Efteraaret 1783, men kun for i Foraaret 1784,med kongelig Understøttelse, at begive sig paa en ny Rejse, hvis Maal var Italien. Egentlig skulde han nærmest have undersøgt nogle Haandskrifter af det nye Testamente, der efter Rygtet skulde findes i Ragusa; disse Haandskrifter fandt han ikke, men han fandt andet, som han ikke havde søgt. Over Wien gik han til Rom, hvor han opholdt sig et helt Aar, og her blev en ny Verden aabnet for den unge Kirkehistoriker. Det var Jesuitismens og Ultramontanismens Afmagtstid; i Rom sad Humanismen til Højbords, og der gik en jansenistisk Luftning gjennem hele Romerkirken. I Toskana traf M. den ædle Jansenist Scipione de’Ricci, Biskop af Prato og Pistoia, og gjennem Samtaler med ham kom han ind i Mellemværendet mellem Jesuitismen og Jansenismen. I Rom blev han især nøje knyttet til den lærde Stefano Borgia, den senere Kardinal, som den Gang var Sekretær for Propagandaen og Mæcen for alle unge Arkæologer, ikke mindst for de danske. Fra Rom gik han til Neapel og Sicilien. En Frugt af Opholdet i Syditalien var de «Efterretninger om begge Sicilierne», som han efter sin Hjemkomst udgav i 2 Bind (1788-90), og som i forskjellige Oversættelser gik en stor Del af Evropa rundt.

Det var hans Plan fra Italien at gaa til Paris, men hans Broders Død kaldte ham hjem, og ved Sommertid 1787 var han atter i Kjøbenhavn efter mere end 3 Aars Fraværelse. Han hjembragte mange Arkivfund og Excerpter, sjældne Bøger og Oldsager og de «skjønne Mønter», som Goethe ikke var langt fra at misunde ham. Men han kom ogsaa hjem med mange Indtryk af den romerske Kirkes Herlighed midt i Fornedrelsen, og i de italienske Biskopper med det frie Blik og den aabne Sans for Oldtidens Kunst og Litteratur, med Jævnheden til dagligt Brug og Grandezzaen i de festlige Øjeblikke havde han set sit biskoppelige Ideal.

Kort efter hans Hjemkomst blev der oprettet en ny theologisk Lærestol, om hvilken han og hans Ven A. Birch konkurrerede. M. sejrede efter at have holdt nogle meget tarvelige Prøveforelæsninger, som ikke helt uden Grund fremkaldte en skarp Kritik fra Riegels’ Side, og 1. April 1790 blev han, endnu ikke 29 Aar gammel, Professor ordinarius og Assessor consistorii. 1784 havde han i Fulda erhvervet den filosofiske Doktorgrad; 1790 vandt han i Kjøbenhavn den theologiske, og med hans Ansættelse ved Universitetet begyndte det rige Forfatterskab, der inden Aarhundredets Udgang havde gjort hans Navn bekjendt i hele den lærde Verden.

Som Theolog var M. afgjort Historiker, ikke Systematiker. Han havde ikke noget fast theologisk eller filosofisk Standpunkt. Over for mange Stridsspørgsmaal stod han som en Mand uden Mening, med en saare mangelfuld Forstaaelse af de dybe og stærke Overbevisninger, men altid opfyldt af et levende Ønske om at bevare Freden. Han troede paa «Kristendommens Guddommelighed», men hans Theologi, for saa vidt som man kan tale om en saadan, var gjennemsyret af Tidens Rationalisme. Som Lærer var han meget for de faa, der kunde dele hans arkæologiske Interesse, men hans Foredrag udmærkede sig hverken ved Liv eller Anskuelighed. «M.s tørre kirkehistoriske Notitser, uden Overblik, havde», siger hans Svigersøn J. P. Mynster, «intet tiltrækkende, og hans naturlige Theologi var kun lidet beaandet af ægte Religionsfilosofi.» Grundtvig bruger endnu stærkere Ord, og Baggesen fælder den uretfærdige Dom: «Intet uden Hukommelse». En stor Del af hans Skrifter gjør Indtryk af at være temmelig løst forbundne Excerpter, men der er fra hans Haand, foruden en Mængde mindre Afhandlinger, af hvilke flere ere samlede i «Miscellanea Hafniensia» (I-II, 1816-28), udgaaet saa betydelige Arbejder som: «Haandbog i den ældste kristelige Kirkes Dogmehistorie» (I-II, 1801-4), der blev oversat paa Tysk og fik grundlæggende Betydning for denne nye Gren af den kirkehistoriske Videnskab; «Den danske Reformations Historie» (I-II, 1802), der har langt større Betydning end den vidtløftige «Kirchengeschichte von Dänemark u. Norwegen» (I-III, 1823-33), om hvilken L. Helveg fælder den haarde om, at man «helst maa lade den ubenyttet og uomtalt»; den skarpsindige Undersøgelse om Christi Fødselsaar («Der Stern der Weisen», 1827); «Primordia ecclesiæ Africanæ» (1829), der længe har været et Hovedværk for dem, som vilde studere den afrikanske Kirkes ældste Historie. I sine «Undersøgelser om de danske Ridderordeners Oprindelse» (1822) og ved en Samling «Aktstykker vedkommende Kong Christian III’s og Dronning Dorotheas Kroning i 1537» (1831), som bleve kommenterede af E. C. Werlauff, gav han Bidrag til Fædrelandets verdslige Historie. I de populære Skrifter «Undervisning til den danske Almue om de fortrinligste Velgjerninger, som Kirkeforbedringen har skjænket os» (1817) og «Om Kong Harald Klaks Daab og den kristelige Kirkes Begyndelse i Danmark» (1826) søgte han at faa det menige Folk i Tale.

Trods rigelig Anerkjendelse baade fra Hjemlandet og Udlandet var M. dog ikke helt tilfreds med sin Stilling ved Universitetet. Nogle af hans ældre Kolleger udtalte paa en for ham krænkende Maade deres Misnøje med, at han gik ind paa Hertugen af Augustenborgs Reformplaner med Hensyn til Universitetets og de lærde Skolers Undervisning, og det har vel ogsaa jævnlig kostet den lærde Mand Overvindelse at løsrive sig fra Studerekammeret for at meddele unge Studenter Videnskabens Begyndelsesgrunde. En Mand som M. maatte siges at høre mere hjemme i et Akademi end paa et Universitet. Der havde et Par Gange været Tale om at forflytte ham til en Bispestol, først til Fyn, siden til Laaland-Falster, men Sagen var bleven opgivet, fordi han daarlig kunde undværes ved Universitetet. Da Balle, nedbøjet af Sorg og Arbejde, 1808 nedlagde Bispestaven, blev Tanken paa ny henledet paa M., og 2. April 1808 blev han.udnævnt til Sjællands Biskop. Mange forundrede sig over denne Udnævnelse; thi den stuelærde Mand, der helst færdedes blandt sine Bøger og Oldsager, syntes lidet skikket til en Biskops Gjerning. En Del af de Distraktionsanekdoter, der, som visse Sagn, vandre fra Slægt til Slægt, vare for længst blevne knyttede til den lærde Professor, og man forestillede sig ham som en Mand, der stod helt uden for Virkelighedens Verden. Der var, som H. N. Clausen siger, sikkert ogsaa mange kjøbenhavnske Borgermænd, der rystede paa Hovedet, naar de saa den nye Biskop – Efterfølgeren af den værdige Balle, der altid gik i Præstekjole og med gravitetiske Processionsskridt – «med begge Hænder i Baglommerne af den graa Frakke eller i Frostvejr gjemte i en Muffe, uden Holdning og med ilsomme Skridt mere løbe end gaa hen ad Gaden». Men, som der blev sagt efter hans Død, «han anstrængte sig som en redelig Mand for at faa Greb paa Forretninger». Prædikant var han ikke, og det blev han aldrig; hans Prædikener manglede i Regelen Liv og indtrængende Kraft, hans Holdning paa Prædikestolen var utækkelig, hans Stemme for tyk, og øjeblikkelige Distraktioner, som han var udsat for, forstyrrede undertiden Foredraget. Men Lejlighedstaler kunde ofte lykkes godt for ham, og naar han stod for Alteret, iført Bispekaaben, kunde der være Værdighed over hans Skikkelse og Varme i hans Ord. Som Visitator fattedes der ham den rette Popularitet; Almuen havde ondt ved at forstaa ham, og han forstod ikke jævne Folk. Men hans Godmodighed og Redelighed gjorde ham yndet i Præstegaardene, og han havde et varmt Hjærte for sine Præster, især for dem, der syslede med Studier. For Præsternes Uddannelse efter Studenteraarene nærede han stor Interesse. Pastoralseminariets Oprettelse skyldes ham; han gjorde den saakaldte Bispeexamen mere omfattende, søgte at faa Præsterne til at oplæse lærde Afhandlinger ved Landemodet i Roskilde, gav Stødet til Dannelsen af et Stiftsbibliothek i Roskilde og holdt som Biskop jævnlig Øvelser i Pastoralseminariet og Forelæsninger paa Universitetet.

Paa hans Forslag blev der (1815) nedsat en Kommission til Revision af det nye Testamente; Resultatet var den gjennemsete Udgave, som kom 1819. Det var ogsaa ham, der tog Initiativet til den nye Oversættelse af Luthers lille Katekisme (1814), som skyldes J. P. Mynster. I en Afhandling «Om nogle Hovedegenskaber ved en god Liturgi», som han oplæste ved Landemodet i Roskilde 1812, har han udviklet sin liturgiske Grundbetragtning; trods sin Rationalisme var han paa dette Punkt ret konservativ. Den eneste Ritualændring, der blev gjennemført under hans Bispestyrelse, var Indførelsen af en ny Liturgi for Bispevielsen (1811). Han var misfornøjet med, at det gamle Ritual for denne Handling næsten helt lignede Ritualet ved Præstevielser; derfor udarbejdede han et nyt, der er dannet med det anglikanske og romerske som Forbilleder. De fleste ville uden Tvivl indrømme, at dette Bispevielsesritual, som, med nogle Ændringer (1830), har været i Brug til denne Dag, er det uheldigste Led af den danske Folkekirkes Liturgi, det eneste, som alle ønske ændret. Men ikke alene ved et nyt Ritual vilde han kaste Glans over Bispevielsen; han indførte ogsaa den Skik at indbyde til denne ved et Program med en lærd Afhandling, og mange værdifulde Undersøgelser kom ved Saadanne Lejligheder frem for Dagens Lys.

I M.s Bispetid gik der store Storme hen over den danske Kirkeager. At en Mand med hans væsentlig rationalistiske Grundanskuelse skulde have Forstaaelse for «Kirkens Gjenmæle», vil ingen vente; alene «det store Bulder», som Grundtvig vilde gjenføde, maatte være ham imod. Hvor hans Sympathi var under det betydningsfulde Stævne, kunde heller ingen være i Tvivl om. I de «Epistolæ encyclicæ ad clerum», som han 1817 og 1826 (ved Mindefesterne for Reformationen og Ansgars Mission) udsendte i Spidsen for alle Danmarks Biskopper, traadte Rationalismen frem med utilsløret Aasyn. I den sidste Encyclica faldt Ordene saa skarpe, at M. fandt det rettest paa Forhaand at sikre sig Frederik VI’s Bifald ved at bringe ham den paagjældende Del af Hyrdebrevet i Oversættelse. Kongen billigede de bitre Udtalelser, men føjede til: «Nu, kjære M., maa De tage, hvad der følger derpaa!» Men der fulgte intet derpaa for M.s Vedkommende; hans Livsgjerning var i Færd med at udrinde. Efter i nogle Aar at have mærket de legemlige Kræfter svinde døde han Langfredag (9. April) 1830.

1791 havde han ægtet Maria Elisabeth Krohn (f. 1771), Datter af Dr. Hermann Dietrich K., der døde 1805 som første Borgmester i Lybek. I hende havde han faaet en fortræffelig og husholderisk Hustru, som befriede ham fra nogle af de Vanskeligheder, der tyngede saa haardt paa den upraktiske Mand. Kort efter at han var bleven Biskop, faldt hun imidlertid hen i en dyb Melankoli, som varede 3 Aar og kun svandt for endnu en Gang (1823) at komme tilbage med fornyet Styrke. Hun døde 1842.

Alle ydre Former for Paaskjønnelse bleve i en ualmindelig Grad M. til Del. Som Professor var han Universitetets Rektor 1796-97 og 1802-3. Ved Danebrogsordenens nye Organisation 1808 modtog han paa én Gang Ridderkorset og Sølvkorset og blev udnævnt til Ordensbiskop; 1812 blev han Kommandør, 1817 Storkors af Danebrog. Han var Æresmedlem af Kunstakademiet og Medlem af saa godt som alle Evropas Akademier og lærde Selskaber lige fra Edinburgh til de ioniske Øer. Han efterlod sig et Bibliothek paa 14000 Bind og en Møntsamling paa 10000 Numre samt 600 større og mindre Oldsager. En Del af disse er indmuret i Bispegaardens Port og Trappegang eller paa anden Maade opbevaret der. Hans lærde Brevvexling og hans andre litterære Efterladenskaber ere, for saa vidt de ikke vedrørte Familieanliggender, afgivne til det store kongl. Bibliothek, Universitetsbibliothek, Rigsarkivet og Frimurerlogen i Kjøbenhavn; en Del er havnet i det svenske Rigsarkiv og i Logen i Stockholm.

Det er især det lærde Arbejde med den store Masse af Enkeltheder, som er Særkjendet for F. C. C. H. Münters arkæologiske Virksomhed, og desuden en stor Rastløshed. Hans Virksomhed slog ind paa flere Omraader, der den Gang vare lidet opdyrkede, og han fik derved Betydning som Forgænger for den senere Udvikling af vigtige Grene af Oldforskningen, saaledes af den kristelige Arkæologi. Hovedværket i denne Henseende er «Sinnbilder u. Kunstvorstellungen der alten Christen» (I-II, 1825). Han gjennemgaar heri et for et de Tegn med religiøs Betydning og de Æmner af det gamle og nye Testamente, som Kunsten i den første kristne Tid har fremstillet og behandlet, nævner de paa hans Tid udgivne Afbildninger af de originale Mindesmærker, hvor slige Tegn fandtes, og forklarer dem historisk og efter deres religiøse Betydning. Ogsaa Oldtidens Religionshistorie uden for Kristendommen behandlede han i flere Arbejder med Henblik paa Monumenterne, saaledes i «Religion der Karthager» (1816; 2. Opl. 1821; med flere Tillæg). Men ogsaa Æmner af de klassiske Antikviteter har han behandlet; saaledes skrev han om den græske Koloni Velia i Italien (1818). I det Bind, han selv har samlet under Titelen: «Antiquarische Abhandlungen» (1816), findes bl. a. en Afhandling om de gamles Baethylier og Meteorstenene (paa Dansk i Videnskabernes Selskabs Skrifter) og en Afhandling om Vandalernes Kongers Mønter. Hans arkæologiske Interesse og Lærdom vise sig ogsaa i hans indholdsrige, ovfr. nævnte Rejsebeskrivelse «Efterretninger om begge Sicilierne». – Af Vigtighed er hans Arbejde for Stiftelsen af Musæet for nordiske Oldsager, som han virkede meget ivrig for. Af hans betydelige Møntsamling kom en Del til det kongl. Møntkabinet."